Børns voksenvenner har som formål at etablere værdifulde venskaber mellem børn med et spinkelt og familiemæssigt netværk og engagerede og livsglade voksne, der vil dele deres tid, overskud og energi med et barn. Vores formål er at give børn fra 0 til 18 år mulighed for at få kontakt med en voksen, der har ressourcer og overskud, hvis de kun har få tætte relationer til voksne i deres dagligdag.
Det er foreningens helt overordnede mål at forebygge, at et ensomt og isoleret barndomsliv fører til udvikling af følelsesmæssige og sociale problemer hos barnet i form af lav selvværdsfølelse, utryghed, ensomhed, manglende tillid til andre mennesker og dermed manglende evne til at få etableret sig i et godt voksenliv med gode sociale relationer.
Aktiviteter
Hos os er der mulighed for at vælge imellem 3 forskellige former for voksenven.
En voksenven. Personen erstatter ikke forælderen, men giver barnet en voksen, som de vil kunne snakke med ting om, som det kan være svært at snakke med sin mor eller far om.
En storebror eller storesøster. Med en storesøster eller storebror får dit barn en helt særlig søskendelignende relation med en yngre voksen, som dit barn kan spejle sig i og tale fortroligt med.
En familieven. Med en familieven får du en ekstra voksen i dit og din families liv – en ven, som kan støtte jer og tage del i jeres glæder, bekymringer og udvikling.
Vil du være med?
Bor du alene med dit barn, og savner dit barn en ekstra voksen i sit liv? Hvis dit barn ingen kontakt har til den anden forælder, og I har et spinkelt familienetværk, så har dit barn mulighed for at få en voksenven, en storebror eller storesøster gennem Børns Voksenvenner. Og har du børn under 6 år, er der mulighed for at få en familieven, som er der for både dig og dine børn.