Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation. Vi er en frivillig, social organisation, der laver indsatser for og med børn og unge i Danmark og ude i verden. I Ungdommens Røde Kors er vi flere end 10.000 børn og unge, der brænder for at gøre noget ved de sociale udfordringer, der findes for børn og unge i samfundet. Vi drømmer om et samfund, hvor alle føler, de hører til og indgår i meningsfulde fællesskaber. Fordi vi er til stede lokalt i Danmark og i verden, er der kort vej fra ord og handling, og alle kan være med – lige meget hvem du er, og lige meget hvor du er.
Som organisation skaber vi rammerne for, at unge selv kan handle og gøre en forskel for andre børn og unge. Dette sker gennem vores lokalafdelinger og vores lokale, sociale aktiviteter.
Ungdommens Røde Kors er en selvstændig organisation med egne vedtægter, en politisk valgt landsstyrelse og egen økonomi. Vi er en del af Røde Kors-bevægelsen, og vi samarbejder med Røde Kors i Danmark, når det giver mening.
Aktiviteter
Vores aktiviteter spænder over alt fra mentoring, lektiehjælp og ungdomsklubber til ferielejre, hospitalscaféer og fællesskaber på krisecentre. Vores frivillige er til stede på asylcentre og døgninstitutioner, og de besøger skoler og sociale boligbyggerier for at undervise i konflikthåndtering og Life Skills.